Vejledning og vedligeholdelse
Få det optimale ud af dit høreapparat ved at sætte det korrekt i øret og vedligeholde det. Her finder du alt om vejledning, vedligeholdelse og vedligeholdelsesprodukter.
Få det optimale ud af dit høreapparat
Inden du sætter dit høreapparat i øret, er det vigtigt at du lærer dit øre at kende. Når du kender dit øre, kan du sætte dit høreapparat korrekt. På den måde vil dit høreapparat sidde sikkert, og du vil opnå optimal hørelse.
Der er forskel på vedligeholdelse og hvordan du skal sætte dit høreapparat i øret, alt efter hvilket høreapparat du bruger. Du finder vejledning og vedligeholdelse til RIC høreapparat, BTE høreapparat og ITE høreapparat her på siden.
Inden du sætter høreapparatet i øret, anbefaler vi, at du først bliver klar over hvilken vej din øregang går. Ofte er øregangen mere kringlet end man er klar over, og det kan være en god hjælp at vide, ved påsætning af høreapparatet.
Vi bruger en metode vi kalder lillefingermetoden. Den går ud på, at du prøver med din lillefinger at mærke, hvilken vej din øregang går. Når du tager lillefingeren ind i øregangen, skal du dreje din hånd således, at din håndryg vender frem mod den vej du kigger, og din albue peger nedad. På den måde kan du mærke, hvilken vej din øregang går, og hvilken vej du skal trykke proppen ind i øret. Hos de fleste mennesker går øregangen først lige ind, derefter drejer den skarpt bagud mod din nakke og lidt op.
Vi har set mange brugere sætte proppen forkert i øret på den måde, at de starter med at sætte proppen ind i øregangen. Når den så støder mod øregangen (fordi øregangen drejer), så stopper de med at trykke proppen længere ind. Det er forkert. Når du netop får drejet proppen rundt om hjørnet og bagud, vil du høre markant bedre, da lyden fra høreapparatet nu har direkte retning mod trommehinden, der opfanger lydende. Når proppen sidder helt inde, er der stadig langt vej op til trommehinden.
En hjælp kan også være at sørge for, at ledningen/receiveren, der går fra høreapparatet og ned til proppen, ligger foran din fold på øret, og så tæt som muligt på huden. Der må ikke være luft mellem receiveren og huden. Hvis der er luft, sidder den ikke optimalt.
Høreapparatet sidder mere sikkert i øret på denne måde, og du hører optimalt.
Hvis du har en meget snæver øregang, kan det være en fordel at hive øret lidt skråt opad og lidt ud. På den måde åbner du øregangen, og der bliver bedre plads til, at du kan få proppen ind i øret.
RIC høreapparat (receiver in the canal)
Sæt først høreapparatet bag øret. Vær opmærksom på at sætte høreapparatet så højt som muligt på øret.
Derefter fører du proppen ind i øregangen. Sørg for at dreje proppen bagud, den vej din øregang går og derefter tjek med din finger eller se i et spejl, at receiveren sidder foran folden på dit øre.
Høreapparatet trækkes forsigtigt ud af øret, ved at tage fat i selve høreapparatet, og så trækker du proppen ud af øret.
Alle RIC høreapparater har en receiver/højtaler, der går fra selve høreapparatet og ender i øregangen. Den prop der sidder på receiveren, er nøje afstemt efter dit høretab, din øregang og din fysiske formåen, i forhold til fingernemhed.
Forenden af receiveren sidder der et voksfilter, der har til formål at opfange ørevoks, fedtstof, støv mv. Der er forskellige navne til dette filter såsom voksfang, damper og filter. Filtret er lille, og ser du nærmere efter, er der mange små huller i bunden.
Stopper filtret til, virker høreapparatet ikke. Hvis du oplever at lyden pludselig er ulden og svag, eller virker høreapparatet slet ikke, så kan det være tid til at skifte filtret.
Fjern proppen og skift filtret som du kan se på videoen. Undgå at dreje eller vride pinden, når du tager filtret af og på. Det er vigtigt at du gør præcis som i videoen, ellers kan det være svært at få filtret af og på.
Proppen er blød fra start. Men over tid bliver overfladen mere glat, og derved kan proppen have tendens til nemmere at glide ud af øret.
Vi anbefaler, at du udskifter propperne 3 til 4 gange om året. I mellemtiden kan du med fordel skylle og vaske propperne med lunkent vand og lidt mild sæbe. Sørg for at tørre dem grundigt, inden du sætter dem tilbage på receiveren.
På selve høreapparatet vil du finde små åbninger. Disse er åbninger over mikrofonerne, der sidder inden under. Over tid kan overfladen på selve høreapparatet blive fedtet af hudfedt fra dine fingre, og disse små huller kan stoppe til. Sker dette virker dit høreapparat ikke, eller lyden bliver måske meget svag. Sørg for at børste let på langs på disse åbninger med den børste du har fået udleveret. Gør det gerne forebyggende en gang om måneden.
Har din hørespecialist sat et anker/en fjeder på dit høreapparat, vil du opleve at den bliver slap over tid, og derved mister sin virkning. Påsætning af denne sikrer, at proppen bliver drejet korrekt rundt om drejningen i din øregang. Mange oplever at de mærker en mere fast følelse i øret med denne påsat. Husk dog at det ikke er nogen garanti for at høreapparatet ikke kan falde ud af øret.
BTE høreapparat (behind the ear)
Sæt først høreapparatet bag øret. Vær opmærksom på at sætte høreapparatet så højt som muligt på øret.
Proppen hænger nu ud foran øret. Tag fat i proppen og tryk den tykke del ind i øregangen. Pas på ikke at komme til at sno slangen. Når proppen sidder, trykker du ekstra forneden og/eller i toppen på proppen, så du sikrer dig at den kommer ind under alle folderne i dit øre. De formstøbte propper kan se forskellige ud. Nogen har en vinge, andre har en form som går helt op i dit øre.
Slangen der fastholder proppen til høreapparatet, bliver over tid hård, og kan også blive lidt gullig i farven. Det er vigtigt at slangen hele tiden er så blød som muligt. Hvis den bliver for hård, bliver den usmidig, og proppen kan begynde at genere øret. Det kan også ske, at den faste del af proppen hvor slangen sidder på, knækker af. Vi anbefaler at skifte slangen, når den begynder at blive mindre blød svarende til ca. hver 3. til 4. måned.
Du fjerner høreapparatet ved at tage fat inde ved proppen på den hårde del, og derefter trække proppen ud af øret.
Dit høreapparat er forbundet enten med en tynd slange, eller oftest en blød BTE plastslange. Plastslangen sidder fast på en fast hook på selve høreapparatet, og i den anden ende sidder der en formstøbt prop. Proppen kan have forskellige udformninger. Formen på proppen er nøje lavet ud fra et aftryk af dit øre. Der er taget højde for dit øres beskaffenhed, dit høretab samt din fysiske formåen i forhold til fingerfærdighed.
Slangen der fastholder proppen til høreapparatet, bliver over tid hård og kan også blive lidt gullig i farven. Det er vigtigt at slangen hele tiden er så blød som muligt. Hvis den bliver for hård, bliver den usmidig og proppen kan begynde at genere øret. Det kan også ske, at den faste del af proppen hvor slangen sidder på, knækker af. Vi anbefaler at skifte slangen, når den begynder at blive mindre blød, svarende til ca. hver 3. til 4. måned.
Ligeledes kan der i slangen dannes kondensvand, som også vil blokere for lyden, eller slangen kan få en knæk eller være snoet.
På selve høreapparatet vil du finde små åbninger. Disse er åbninger over mikrofonerne, der sidder inden under. Over tid kan overfladen på selve høreapparatet blive fedtet af hudfedt fra dine fingre, og disse små huller kan stoppe til. Sker dette virker dit høreapparat ikke, eller lyden bliver måske meget svag. Sørg for at børste let på langs på disse åbninger med den børste du har fået udleveret. Gør det gerne forebyggende en gang om måneden.
Proppen bliver over tid beskidt af ørevoks og fedtstof fra din øregang. Det er vigtigt at du ser din prop efter om den er tilstoppet med voks. Er dette tilfældet, vil det gå ud over hvordan du hører.
Du kan med fordel tage proppen af slangen, og skylle den i varmt vand med lidt mild sæbe. Sørg for at bruge en luftpuster bagefter, for at sikre, at der ikke sidder en dråbe vand der blokerer for lyden.
ITE høreapparat (in the ear)
Sørg for at vende høreapparatet korrekt når du sætter det i øret. Der står en mindre skrift – rød på det højre høreapparat, og blå på det venstre. Den skrift der står, skal vende frem den vej du kigger. På den måde vender høreapparatet korrekt, når du sætter det i øret.
Du fjerner høreapparatet ved at hive i udtrækssnoren.
Dit ITE høreapparat er formstøbt efter din øregang. Der findes forskellige størrelser på ITE afhængig af, hvilken model du har. Fælles for alle modeller er, at der sidder et filter for enden af høreapparatet. Det er vigtigt at filtret ikke er stoppet til med ørevoks, hudfedt eller støv.
Stopper filtret til, virker høreapparatet ikke. Hvis du oplever at lyden pludselig er ulden og svag, eller måske virker høreapparatet slet ikke, så kan det være tid til at skifte filtret.
Skift filtret som du kan se på videoen. Undgå at dreje eller vride pinden, når du tager filtret af og på. Det er vigtigt at du gør præcis som i videoen, ellers kan det være svært at få filtret af og på.
Skift filter efter behov, det vil sige når du hører at lyden bliver dårligere end hvad du er vant til. Nogen brugere er nødsaget til at skifte hver uge, hvis de danner meget ørevoks. Andre skifter hver måned, eller hver anden måned.
Afhængig af dit høretab, kan der være lavet en ventilationskanal gennem høreapparatet. Sørg for at rense kanalen med den medfølgende rensepind. I nogle høreapparater (Widex fx) er der små huller i batterilåget. Disse skal også renses med den medfølgende rensepind, så mikrofoner kan opfange lydene så klart som muligt.
Sørg for at tørre høreapparatet af om aftenen, når du tager det ud af øret. Dette af hygiejniske årsager. Du kan købe desinficerende vådservietter, eller tørre dem af med en let fugtet klud.
Vedligeholdelsesprodukter
Pris kr. 750,-
Tørreboksen medvirker til, at høreapparaterne bevarer deres optimale ydeevne, og forlænger levetiden.
Tørreboksen har UV-C-lys, som giver bedre ørehygiejne. Det skyldes, at mikroorganismer er meget følsomme overfor ultraviolet lys, og dermed dræber lyset de fleste af alle bakterier og svampe. Resultatet har man fundet frem til ved at analysere kimtallet, som viser det totale antal bakterier, hvilket fremkommer særdeles lavt efter brug af tørreboksen.
Pris kr. 99,- pr. pakke
Vi anbefaler at du bruger desinfektionsservietter på dine formstøbte propper. De renser for fugt, fedtstof og de mest gængse bakterier.
Desinfektionsservietterne vil sikre optimal hygiejne i dine øregange.
Pris kr. 110,-
En batteritester er en simpel løsning til at teste om der er strøm på batteriet til dine høreapparater. Det kan ske, at selv nye batterier er afladet. En batteritester er derfor god at have i hjemmet. Anbring batteriet i holderen, og se om der er strøm på. Vær opmærksom på, at der står en udløbsdato bag på pakken af dine batterier.
Pris kr. 155,-
Audispray er et middel til at fjerne ørevoks. Audisprayen anvendes efter hørespecialistens anbefaling og vejledning.
Pris kr. 110,-
Har du høreapparater, hvor der benyttes en plastslange til proppen, bruges luftpusteren til at rense plastslangen for kondensvand og fugt. Luftpusteren anvendes også til at fjerne kondens i formstøbte propper.